Historie:
Næsten 2000 års begivenheder har
givet Cahors talrige vidnesbyrd om historie og kultur.
I den gallo-romanske periode var Cahors, som da hed
Divona, et vigtigt handelsmæssigt og kulturelt
centrum, hvor de romerske veje krydsedes. De mange
spor, som endnu i dag er synlige, vidner om denne
epoke (den romerske bro, ruinerne af det romerske
teater, akvædukten, badene)
Fra det 13. århundrede genvandt Cahors sin
velstand, takket være handel og indvandring
af talrige bankierer fra Lombardiet, som gjorde byen
til et af de vigtigste finanscentrer i kristenheden.
I 1308 begyndte opførelsen af den berømte
Pont Valentré, som nu er på UNESCO´s
liste over verdens kulturværdier. Den blev først
fuldført i anden halvdel af det 14. århundrede.
I 1314 blev Jacques Duèze, som var født
i Cahors, valgt til pave under navnet Jean d. 22.
Foruden at bringe munke til Chartreux og importere
Cahors vin til Avignon, stod Jean d. 22. bag grundlæggelsen
af et universitet. Dette kappedes snart med universitetet
i Toulouse og gjorde Cahors til en højt intellektuel
by.
Efter 100-årskrigen, hvorom visse militære
bygninger endnu vidner, bragte renæssancen opblomstring
og forskønnelse til Cahors, såvel inden
for kunsten (Clément Marot, Olivier de Magny,
Hugues Salel, Feneton), som inden for arkitekturen
(Domkirkens klostergård) til trods for tilbagegang
og lukning af universitetet i 1751.
I det 19. århundrede voksede Cahors uden for
murene. Der åbnedes store trafikårer og
opførtes talrige bygningsværker (Justitspaladset,
Rådhuset, teater, bibliotek, banegård)
I dag er Cahors, uden at fornægte sin historie,
et vigtigt trafikcentrum (lufthavn, motorvej A20,
jernbanelinjer)
Kilde: Cahors, Une jeune ville de 2000 ans de Alexandre
Marchel
I byens arkiver kan man allerede fra 1087 se beskrivelser
af hospitaler, herberger, kvarterer og kirker, beregnet
på at modtage pilgrimmene.